Lars Hauk – født i ’64 – har en broget opvækst bag sig. I snit skiftede han skole hvert andet år, og skolerne lå i Aarhus, i Vodskov nord for Limfjorden; og i Tokyo, Stockholm og København. Han husker stadig den dag i det nordjydske, da han som ti-årig fik at vide, at faren stod til at kunne få et perspektivrigt job i Tokyo. Perspektivet var svært at få øje på for en ti-årig dreng, der kort forinden var blevet fodboldholdets faste centerforward.

Men Tokyo blev magisk og millionbyen støbte det første aftryk af den Lars Hauk, der mange år senere skriver Stars above Ballerup’. Årene i den japanske metropol blev sælsomme år, hvor han færdedes i et surrealistisk ingenmandsland. En blond, dansk dreng i et blæksort menneskehav. Men det betog ham, fordi det var fremmed, og fordi aftenluften ikke længere bar på villavejens snert af karbonader. I gyderne – i bydelen Mejiro – hang en stank af rå fisk, Udon-nudler, nyflettede tatami-måtter og Suntory Whisky. En verden langt fra Vodskov.

Den omflakkende opvækst lejrede en eventyrlyst, og som 18-årig drog han ud på de nordamerikanske landeveje. Uden penge på lommen begik han sig blandt vagabonder, illegale opvaskere, oliemillionærer, bomuldsplukkere og skuespillere med bopæl på Sunset Boulevard i LA. Rejsen blev lang og førte ham ind i verdener – som nok var virkelige – men balancerede på kanten af fiktion.   

I sin anden roman ‘Gang på jord’ samler forfatteren et puslespil af de brikker, han kender bedst. Gennem fyrre års handling væves en dansker, en japaner og en amerikaner ind i fortællingen, uden tilsyneladende at være forbundne. Romanens frie svæv på tværs af oceaner og kontinenter er et bevægelsesmønster – eller mangel på samme – som forfatteren i den grad kender til.

Spurgt om, hvilket kendetegn han vil hæfte på sine romaner, svarer han: 

‘De foregår dér, hvor tilværelsen løber tør og en anden verden tager over. Den verden der – forunderligt nok – altid ligger og venter.’