FORFATTEREN TILBAGE I BARNDOMSLANDET…  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ROMANENS FORELØBIGE BAGSIDE-TEKST:

En ung japaner mister uventet sin mødom, da en kvinde tilbyder sig på nordsiden af Mount Fuji. En amerikaner slæber rundt på en lænestol, da den på sin vis er alt, hvad han har. En kvindelig dansk ejendomsmægler står og glor ind i Guldborgsundtunnellen, da hun altid har hadet den som pesten. Hver især udgør de brikker i et sælsomt og skæbnesvangert puslespil, som tager fyrre år at lægge.

GANG PÅ JORD er et svimlende dyk ned i luven på de gulvtæpper, vi alle sætter aftryk i livet igennem. Dernede, hvor tilværelsens smulder ligger gemt. Forunderligt nok – er japaneren søn af en puslespilsfabrikant; og som altid, ved man først til sidst, om alle brikkerne er der.

 

OM AT SKRIVE SIN ANDEN ROMAN:

‘Jeg er tilsyneladende ikke løbet ind i den svære toer. Har ikke mødt en mur, er ikke stødt ind i tomheden, og har – hvor ordinært det end lyder – bare skrevet fra morgen til aften i halvandet års tid. Til gengæld har den drillet mig undervejs. At orkestrere en roman der spænder over fyrre år, foregår på tre kontinenter, har tre hovedpersoner (to fortalt i datid og en i nutid) og et underliggende lag af løst knyttede tilfældigheder; …er en opgave der kalder på overblik.

Plancherne har fyldt på væggene, tidslinjerne har været trukket som på snore, og den omfattende research har hobet sig op i både ringbind, på min MacBook og på mit bord. Nok har jeg selv levet i romanens tid (1977-2017), men hvornår gik vi fra faxen til mailen?.., hvornår blev smartphones hvermandseje?.., og kan jeg vide mig sikker på, at en bestemt park i Brooklyn hed det samme i ’79 som den gør i dag? Den del af opgaven har været enorm, og blev yderligere besværliggjort af, at handligen udspiller sig i både Danmark, Japan og USA.

Når det er sagt, så har det været en fabelagtig oplevelse at skrive den; hvilket for mig udgør en målestok for romanens robusthed. Allerede få kapitler inde stod det klart, at mine tre hovedkarakterer havde så meget de ville (eller måske ikke ville), at det i højere grad var dem – og ikke mig – der drev skrivningen fremad. Hver især tager de livtag med den ensomhed, der ubønhørligt knytter sig til det, at være i live. At stå foran spejlet, se på sig selv og vide, at blikket der ser, udelukkende er ens eget. Der er ingen andre inde bag øjenhulerne, og det at kigge ud derindefra kan være en noget ensom affære. Præcis som at slå blikket ned, lægge fingrene på tastaturet og taste sig vej gennem en roman.’